'Det var ikke mine små 5 kilo hash'
Link - http://www.bt.dk/krimi/det-var-ikke-mine-smaa-5-kilo-hash
Onsdag den 1. september 2010, 14:25
En kendt hash-kurer fra Christiania skal foreløbig tilbringe de næste 13 dage bag tremmer. Det står fast efter grundlovsforhør i dommervagten i København i dag.
Københavns Politi og en hashkurer på Christiania har to helt forskellige udlægninger af, hvad der egentlig foregik under en razzia på fristaden i går.
Politiet føler sig overbevist om, at de så den 31-årige tidligere dømte hash-kurer med en rygsæk på ryggen i fuld fart væk fra betjentene. Betjentene eftersatte til fods og efter 30-40 sekunder fandt de ham igen. Nu uden rygsæk, men til gængæld godt og grundigt forpustet.
Betjentene føler sig også sikre på, at den rygsæk de fandt lidt senere er identisk med den, som den 31-årige mand havde på ryggen, da kørte væk fra lovens håndhævere.
Dermed er de også ret sikre på, at der er hold i sigtelsen mod den 31-årige for besiddelse af 3926,7 g hash, 8,1 g hashsmuld og 1541,5 g skunk med henblik på videresalg.
Men der tager politiet helt fejl, mener den 31-årige sigtede. Han var faktisk blot ude at cykle sig en tur, da politiet rykkede ind til en af deres rutinemæssige razziaer på fristaden.
Og den rygsæk politiet fandt, var overhovedet ikke hans. Hvad der så var blevet af hans egen rygsæk, fremgik ikke klart.
Men manden der to gange tidligere og senest i marts er dømt for at have været i besiddelse af store mængder hash og skunk, var så indigneret over varetægtsfængslingen, at han valgte at kære den til landsretten.
Link - http://www.bt.dk/krimi/det-var-ikke-mine-smaa-5-kilo-hash