http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1695150.ece
Han leverer hash direkte til døren
Skævt forretningskoncept: Cutter sender tjald rundt til sine kunder i hele Danmark
Hash direkte til din hoveddør. Sådan lyder 31-årige Cutters forretningskoncept. For tre uger siden startede han De Rygende Bude. dk, hvor han leverer hash direkte til kundernes hoveddør. Og det er lige meget, om hoveddøren er placeret på Fyn, Jylland eller andre steder i verden.
Ekstra Bladet mødes med Cutter på en café i København. Mens vi snakker, sidder han åbenlyst og ruller de joints, vi senere ser ham sende ud til sine kunder. Han køber al sin tjald på Christiania.
- Jeg har startet De Rygende Bude, fordi jeg synes, at det skal være nemt at købe tjald. Hvis man sidder derhjemme og vil købe en pizza, burger eller et fjernsyn - jamen, så kan man bare bestille det. Det skal man da også kunne med hash, siger han.
Pr. postordre
Om pakkerne når frem til tiden, er op til Post Danmark. Pakkerne bliver nemlig sendt pr. postordre.
- Det er det mest perfekte for mig. Det går pisse-hurtigt, er super stabilt og det er mega diskret, lyder det fra Cutter.
- Jeg skal ikke møde nogen pushere, og der er ikke nogen pushere, der skal møde mig, siger han.
I starten kørte Cutter også ud med hash til de kunder, der bor i København. Men den løsning er nu lagt lidt på is.
- Jeg får sgu dårlige nerver af at køre rundt og sælge hash dør til dør, så indtil der sker en legalisering af hash, må jeg tage nogle forholdsregler, siger han.
Når han selv kommer ud til kunden, har han nemlig ingen vished for, hvem der har bestilt.
- Jeg har før prøvet at blive røvet, fortæller han.
Ender nok bag tremmer
Cutter lægger ikke skjul på, at han sælger hash, og det ville være meget nemt for politiet at se det. De kan bare kigge på hans Facebook-profil.
Derfor er han godt klar over, at han nok ender bag tremmer på et tidspunkt. Og det er helt fint.
Politiet gør bare deres arbejde, og det skal de have lov til, mener han.
- Jeg har jo bare spillet livets matador og trukket et 'ryk i fængsel'-kort. På et eller andet tidspunkt kommer politiet selvfølgelig og banker på min dør. Men jeg er helt klar til at tage min straf, når den kommer.
- Det her er en milliardindustri, og jeg ofrer hverken familie, venner eller andre end mig selv, og jeg rykker gerne i fængsel for at have en fod indenfor i en milliard-industri, når jeg kommer ud af spjældet igen, siger han.
Cutter ønsker ikke sit fulde navn i avisen - men hans identitet er kendt af Ekstra Bladet.
Narko-politiet: Lyder som en skurk
Selv om Cutter er særdeles åben om sin ulovlige handel, har lovens lange narko-arm ikke hørt om ham og De Rygende Bude, før Ekstra Bladet kontakter Københavns Politi.
- Hvad synes du om den måde, han fører forretning på? - Han lyder som en skurk. Det er jo ulovligt, det han gør. Han er kriminel, hvis han ligger og kører rundt med hash og sender hash med posten, siger Steffen Th. Steffensen, der er chef for narkoafdelingen i Københavns Politi.
Han oplyser, at de er fuldt beskæftigede med mange efterforskninger i forvejen. Derfor kan de ikke bare lave en sag på noget, hvor der ikke er klare beviser for den handel, der er foregået.
Men han mener dog alligevel, at Cutter ikke skal blive overrasket, hvis det en dag banker på hans dør, og det er politiet, der vil ind.
- Når Folketinget siger, at hash er ulovligt, så må jeg jo forholde mig til det som politimand.
Kunde: Det er trygt
- Det er forkasteligt, at jeg skal kriminaliseres for at købe medicin, jeg har brug for, siger 35-årige Jacob Lyng Bech fra København, der er fast kunde hos De Rygende Bude.
Han bruger pot til at lindre sine smerter. I 2010 fik han et skred i ryggen og flere diskusprolapser.
Han har skruer og stænger i sig for at samle ryggen og holde leddene på plads.
Oven i hatten fik han også store maveproblemer et år efter, hvor han endte med at få fjernet galdeblæren. Men på grund af en fejloperation har han flere meget smertefulde anfald om ugen.
Mildere end morfin - Hverken morfin eller pot kan tage smerterne helt, men det kan lindre. Jeg vælger pot, fordi jeg stadig kan fungere, når jeg har røget det - det er mildere end morfin, siger han.
- Man skal ikke legalisere det hele, men jeg tror helt ærligt på, at det kunne fungere med medicinsk cannabis. Det er dog stadig et rusmiddel, så der skal være kontrol med det. Det skal være en lægelig vurdering, om man har behov for cannabis, siger han.
Han bruger omkring 1500 til 2000 kroner på at købe pot om måneden, hvilket svarer til cirka 10 til 15 gram.
- Det er jo ikke fedt, at sådan nogle som mig skal ind til et kriminelt miljø for at kunne hente min medicin. Derfor er det trygt for mig, at De Rygende Bude leverer direkte til min dør, siger han.
Cutter: Jeg vil vildt gerne betale moms og skat
31-årige Cutter håber, at han en dag får lov at indregistrere sit firma - og betale skat og moms af det, han sælger.
Indregistreringspapiret er allerede afleveret hos skat. Men fordi Cutter har været åben om, hvad hans firma handler med, er der ikke stor sandsynlighed for, at han får lov til at registrere det.
Derfor har Cutter fundet en alternativ måde, hvorpå han alligevel kan bidrage økonomisk til samfundet med en bid af sin hash-kage.
- Jeg vil vildt gerne betale moms og skat, og hvis jeg ikke får lov til det af systemet, så inviterer jeg alle Danmarks fattige mennesker til at komme ind foran Christiansborg og ytre deres mening, samtidig med at jeg deler penge ud til dem i ægte Robin Hood-stil, siger manden bag De Rygende Bude.
Han har allerede ansøgt om at holde en demonstration ude foran Christiansborg 20. april i år.
- Så må folk stille sig op i kø, og så uddeler jeg de penge, jeg skulle have betalt i moms i 50 eller 100 kronesedler.
Og så får alle dem i køen en hver, indtil der ikke er mere tilbage, siger han.
Staten går glip af penge
Cutter mener, at hash-handel er en utrolig god forretning. Og derfor undrer det ham, at staten ikke vil have en bid af den kage, der bliver serveret, ligegyldigt hvad loven siger.
- Man har røget hash i flere tusind år, og historien viser, at man bliver ved med uanset loven. Vi har brug for penge - vi er i en finanskrise. Så er det da bare mærkeligt, at staten ikke vil tjene penge på hash-salget, når det alligevel foregår, siger han.
Cutter tror ikke, at en legalisering vil betyde, at der er flere, der bliver afhængige af hash, end der er nu.
- I lande, hvor man har legaliseret besiddelsen af hash, og hvor det ikke er så tabuagtigt at ryge hash, viser det sig jo, at der ikke er flere, der bliver afhængige. I Holland, for eksempel, er der færre indbyggere, der har røget hash, end der er i Danmark, siger han.